Magnus Laursen // Onsdag den 4. November 2009
// Printvenlig version 
AION (PC) - Anmeldelse Uge 4/4
Efter fire uger i NCSofts Aion er det på tide at vende hjem fra den eventyrlige verden og fælde dom over spillet...
Med mere end elleve millioner spillere må World of Warcraft i øjeblikket anses som den ukronede konge af onlinerollespil. Ikke desto mindre bliver der hele tiden udviklet lignede, ambitiøse projekter, som forsøger at vælte Blizzards mastodont af tronen. Seneste skud på stammen er Aion, et MMO udviklet af koreanske NCsoft.
Spillet, som oprindeligt hed Aion: The Tower of Eternity, har ude i nogen tid i Korea og Kina. Som følge af den gode respons i disse regioner, har udviklerne nu udsendt spillet i Europa og Amerika, så vi også kan tage del i løjerne.
I løbet af de næste fire uger vil Boomtowns Magnus Laursen rejse rundt i AION og fortælle om sine oplevelser med spillets, dets gameplay og community. Frem for en anmeldelse baseret på beta-udgaven vil du derfor kunne læse, hvilke oplevelser der venter dig i den første måned med AION.
Ved slutningen af den fireugers periode giver Magnus Laursen en endelig bedømmelse af AION!
Uge 4
Fire uger er gået med Aion. Fire uger, som enten kunne blive de første af mange, eller som kunne blive de eneste uger, jeg nogensinde bruger på NCSofts nye MMORPG. Den forudbetalte spilletid er slut, og det er tid til at se tilbage på spillet og overveje, hvorvidt man vil bruge mere tid på AION eller ej. I mit tilfælde kunne svaret ligeså meget være ja som nej, idet mange ting taler både for og imod.
Spillet starter meget sløvt ud, men efterhånden som tiden går, dukker der flere og flere vellykkede elementer frem i AION. Her tænker jeg især på PvPvE-delen, som modsat meget andet i spillet tager et stort skridt hen imod at skabe en anderledes MMO-oplevelse. Omvendt er der en del punkter, hvor det virker som NCSoft har taget den samme gamle MMO-skabelon og skåret spillet derefter, uden at lægge noget personligt i det.
Historien i AION er også af en speciel kaliber, og det på den positive måde. Der er mere fokus på overnaturlige engle og dæmoner i forhold til riddere og drager, og på den måde skiller AION sig helt bestemt ud. Universet med de mørke og lyse dele af Atreia, samt slagmarken The Abyss, fyldt til randen med krigeriske Balaur, er bestemt elementer med rum for meget mere historie.
PvE-mæssigt var AION en underlig oplevelse. At der næsten skulle gå tredive levels, før jeg fik muligheden for at besøge ét af Atreias dungeons/instances, kom rimelig meget bag på mig. Det er efter min mening ikke blot underligt, men decideret dumt, at spilleren skal vente så længe. Dog kan man altid håbe på, at flere instances vil blive tilføjet til spillet på længere sigt, især målrettet spillere mere lavere levels. Under alle omstændigheder var Fire Temple, som på nuværende tidspunkt er den umiddelbart første og mest oplagte instance at besøge, en god oplevelse. Holdarbejdet var på plads, og spillets klasser fik lov til at udfolde sig på en lidt anden måde end tidligere.
Jeg brugte det meste af tiden på min Assassin. En klasse, der på mange måder minder om World of Warcrafts Rogue, og hvis rolle er at holde sig i baggrunden under kamp, for så pludseligt at springe frem og nedlægge fjenden med et dødelig angreb. Som jeg også havde regnet med, kom DP (Divine Points) hurtigt til at spille en pænt stor rolle i den mere seriøse PvE-del. Disse Divine Points optjenes ved at dræbe andre væsener, og har man sparet nok af disse sammen, kan man slippe energien løs i et voldsomt angreb, som flere gange reddede både min og holdkammeraternes røv.
Udover dette tiltag, virker Aions PvE-del desværre rimelig kønsløs på nuværende tidspunkt. Det er bygget op på samme måde som alle andre MMORPG's, så hvis du håber at overleve en tur i Fire Temple eller Lava Cave, skal du blot medbringe en tank, en healer og en dps. Sammen skal i på én eller anden måde sætte et monster ud af spillet ved at lamme det eller binde det, og vupti, problemet er løst. Ikke, at der principielt er noget galt i dette, men det er ikke på grundlag af mine erfaringer med spillets instances, at jeg ville anbefale spillet.
I stedet vil jeg anbefale spillet til enhver, som kunne tænke sig et rollespil med en anderledes historie og få, rimeligt solide tiltag i forhold til andre MMO-spil. Evnen til at flyve så tidligt i AION er en modig og risikabel satsning fra udviklerne, men indtil videre har det virket fint, og man kunne helt sikkert skabe en anderledes PvP-oplevelse ud fra dette.
Jeg vil også anbefale spillet til én, der godt kunne tænke sig at glemme alt om orker, trolde og elvere for en stund. AION byder på et anderledes univers, hvor forskelligheden fra andre MMORPG's helt sikkert vil blive endnu mere markant og væsentlig i kommende patches, eller i expansion packs på længere sigt.
Endelig vil jeg helt klart anbefale spillet til enhver PvP-freak, som kort og godt leder efter noget helt nyt, uden at man giver køb på det gode, gamle Battleground-feel. Her synes jeg især, at AION står stærkt, og jeg håber virkelig at udviklerne lægger endnu mere vægt i The Abyss. AION virker måske kedeligt og uambitiøst til at starte med, men jo længere man begiver sig ind i Atreias enorme verden, jo mere fanger spillet én. Aion er fyldt med potentiale, og helt klart værd at prøve.
Uge 3
Mine første to uger med AION gik noget sløvt for sig.
Lange server-ventetider og mangel på spændende input gjorde hele oplevelsen mere kedelig end man kunne forvente af et stort og spillerpræget MMO. I denne uge er tingene dog livet lidt op igen. Spillet begynder lige så langsomt at træde i karakter. Min Assassin er nået level 28, og skønt der stadig er langt til toppen, er jeg ved at være kommet godt ind på det koreanske MMORPG.
Mange farer er blevet trodset, mange slag er blevet udkæmpet, og jeg er igen blevet optimistisk omkring spillet.
Sidste gang var jeg begyndt at fornemme en fremtidig mangel på quests.
En mistanke, jeg desværre er blevet bekræftet i. Mange levels har været uendeligt lange og kedelige at komme igennem, navnlig fordi en alt for stor del af dem har bestået af grinding på må og få, med for få opgaver at supplere med fra sidelinjen. Heldigvis er det noget, der på sigt kan gøres noget ved. Det sagt, så er der heldigvis en del andre ting at tage fat på i et spil som AION. S
Som i ethvert andet MMORPG har du muligheden for at uddanne dig i forskellige håndværk, ’professions’, som de også kaldes. Helt fra starten har du evnerne til samle råmaterialer i form af jernmalm, urter og lignende ting, men hvilke produktive håndværk, du ønsker at lære, er naturligvis op til dig selv. Du kan bl.a. uddanne dig som Weapon Smith, Armor Smith, Tailoring, Handicrafting, Alchemy og Cooking.
Enhver, der har spillet et rollespil før, vil genkende disse evner. Til dem kan der kun siges, at der ikke er blevet tilføjet meget nyt til konceptet. Der er dog blevet dedikeret en hel kategori af quests, som kaldes Work Orders i AION. Disse er opgaver, som angår dine produktive færdigheder, og selvom de kun skiller sig meget lidt ud fra almindelige quests, er de et fint tiltag. En ting, der også er værd at nævne, er at man ikke er begrænset til to eller tre professioner. Man har muligheden for at uddanne sig indenfor alle seks, hvis man ønsker det.
Den eneste hage ved dette er, at man kun kan tilegne sig mestertitlen og nogle helt specielle evner i ét af disse håndværk. Ligesom i andre rollespil er disse håndværk til at starte med meget ligetil, men bliver hurtig en dyr fornøjelse. Det er dog det hele værd, hvis man satser nok på dem.
En anden ting, der naturligvis er at finde i AION, er muligheden for at blive medlem af et guild. En brugerstartet forsamling af mennesker, som kan mødes og skrive sammen for hyggens skyld, eller i et professionelt ærinde. I AION kaldes disse forsamlinger for Legions, men dybest set er det det samme.
I de første levels virkede det ikke som om AION havde meget at byde på mht. PvP.
Det viser sig dog at være en fejlantagelse, når man kommer op i hierarkiet. AION’s spiller-mod-spiller-del foregår i ’The Abyss’, som mytologisk set blev skabt som følge af Draken-krigen, i kølvandet på Aions ødelæggelse. Det er en krigszone af dimensioner, og her mødes krigere fra den mørke og lyse del af Atreia for at udkæmpe blodige slag, i håbet om en dag at overtrumfe fjenden. Rent praktisk kunne det måske lyde som en dårlig undskyldning, der kun har til formål at placere spillere i en arena og sætte dem mod hinanden uden noget formål. Sådan er det heldigvis ikke.
I The Abyss er der mange borge og fæstninger, som blev bygget under den store krig for mange år siden. Disse står stadig den dag i dag. Da de er meget betydningsfulde for både Asmodianerne og Elyoserne, udspiller der sig altid en magtkamp om borgene mellem disse to racer. Hvad der dog er lidt interessant er, at The Abyss ikke kun er en kamp mellem spillere. Den onde Draken-race, som nu går under navnet Balaur, spiller også en stor rolle. Disse væsener har indtaget samtlige borge, og vil man gøre sig nogen forhåbning om at indtage disse, skal man først stå ansigt til ansigt med den ondskabsfulde øgle-hær. Det er både underholdende og anderledes at skulle kæmpe mod spillere og NPC'er på samme tid, og denne del fungerer bestemt godt.
Hvad der gør det hele endnu mere interessant er, hvordan man kan stimle sammen i sin Legion og forsøge at indtage en borg på vejene af sin race, men også Legionen selv. Ganske godt fundet på, og er man i en ordentlig Legion, vil man helt sikkert finde det som et forfriskende pust i genren. Hver gang man nedlægger en fjende i The Abyss, NPC eller spiller, bliver man ikke bare tildelt erfaringspoint, men også såkaldte Abyss Points. Med dem kan man købe våben, rustninger og andet udstyr for. Ydermere får man også tildelt rang i takt med, at man nedlægger flere og flere fjender.
Denne rang afspejler sig også i spillerens vinger, som er en perifer, men unægtelig lækker feature. PvP-delen er i det hele taget meget vellykket, og det kan kun blive bedre som tiden går.
I PvE-delen kræves der som nævnt en del tålmodighed og grinding, hvis man vil op i hierarkiet.
Derfor er det naturligvis vigtigt, at spilleren finder det underholdende at spille sin class. Som sagt har jeg mest spillet Assassin, men jeg har også rundet de fleste andre. Umiddelbart er der ikke noget helt vildt nyt at skrive hjem om. Det er måske ikke så underligt i og med, at spillets otte klasser er bygget op omkring nogle faste stereotyper: healer, magiker, kriger og skytte. Ikke at der er noget i vejen med dette, men når nu spillet ikke byder på nogen form for talent-træ at opbygge sin karakter efter, kan det hele blive lidt ensformigt. I første omgang deler hver af disse klasser sig i to, men efter dette står det stille med udviklingen af karakteren.
Heller ikke kampsystemet er nyt. Som i alle andre spil i genren, starter man ud med meget få angreb at vælge mellem, men som tiden går, lærer man nye. I kamp handler det mest af alt om at få liret nogle angreb af og håbe på, at det sender modstanderen i graven. For at gøre det en smule mere interaktivt, har NCSoft inkluderet såkaldte Skill Chains. Det er en serie af angreb, der passer sammen som perler på en snor. Rent praktisk betyder det, at man først kaster magi 1, som så åbner for muligheden for at kaste magi 2. Har fjenden stadig mere liv, kan man slutte af med magi 3. Lidt kedeligt, og jeg tror det kunne have fungeret bedre end det egentligt gør.
Udover at have sin portion liv og mana at gøre godt med, har man også Divine Points (DP) at bruge i kamp. Disse optjenes langsomt for hvert liv man tager, og de kan bruges til at aktivere mægtige angreb, som kun de færreste overlever. Det virkede for mig totalt plat, da jeg første gang brugte mine dyrebare Divine Points på et helt almindeligt creep, men det er tydeligt, at de bliver meget nyttige og effektive i AION’s mere avancerede PvE-miljøer.
I denne omgang er det dog PvPvE-delen, som er trådt i karakter. Den har vist, at AION bestemt har noget at byde på inden for MMO-universet. I næste uge falder min endelige dom over AION’s potentiale. Især, fordi de første instances begynder at melde sig.
Uge 2
I sidste uges selskab med AION fik jeg ikke de større muligheder for at finde enorme skatte eller for at nedlægge mægtige drager.
Det kom ikke bag på mig, serverproblemer og ekstreme køer taget i betragtning. Men at jeg i løbet af denne uge heller ikke er kommet tættere på noget, der bare minder om episke slag, er simpelthen skuffende.
Oprindeligt havde jeg tænkt mig at fokusere på min Assassin-karakter, som er en videreudvikling af spillets Scout-klasse. WoW-gamerne derude vil se en del lighedstræk mellem AION's Scout og Rogue-klassen i Blizzards MMO. Dette har dog til tider været umuligt, idet en stor del af de vestlige servere har været fulde.
Der har været op til flere timers ventetid, hvilket er enormt irriterende og forhåbentligt et problem, som snart retter sig. Server-ventetid kan ske for selv de bedste udviklere, men så lang tid efter lanceringen er det et irritationsmoment, som kan få småskeptiske spillere til helt at tabe modet.
Ved skabelsen af min Scout-karakter blev jeg introduceret til AION's spændende character-creator.
I denne er det tydeligt, at der er sket en del siden World of Warcraft udkom, ligesom det også er meget tydeligt, at spillet er lavet i Korea. Det hele er på mange måder inspireret af manga-tegnestilen. Man har nærmest vanvittigt mange muligheder at vælge mellem, når det handler om at skabe sin karakter.
Bl.a. hår, skæg, højde og drøjde er alle sammen ting, man kan sidde og pille ved, indtil man er tilfreds. Ligeledes er der en stor farvepalet til alting, således at man kan finde lige præcis den nuance, man ønsker. Langt det meste er set mange gange før, men går man meget op i at kunne skabe sin egen unikke karakter, helt ned til at farve sin rustning, vil Aion næppe skuffe.
Det skal i min verden ikke være ulovligt at minde meget om andre MMORPG-spil, så længe der bliver tilføjet noget nyt til genren. World of Warcraft skabte trods alt ikke bare et stort spil med masser af muligheder, men også en fast skabelon, som fremtidens onlinerollespil vil blive skåret efter. NCSoft virker dog til at have forholdt sig passivt på nyskabelsesfronten ud over nogle få, gode features, som er nævnt i min første del af anmeldelsen.
Mit eventyr i AION begyndte i sidste uge, og nu, to uger senere, ser jeg lidt anderledes på tingene.
Den magiske historie om Aion og Draken er langsomt blevet udskiftet med en konstant jagt på quests. Dem er der på nuværende tidspunkt alt for få af, især når man tænker på, at jeg stadig befinder mig i de indledende levels. Det er det level-område, hvor quests burde være det eneste sikre, man kan støtte sig op ad.
Det er en kæmpe fejl, og det tvinger spilleren ud i en masse grind. Det er virkelig irriterende, og det kan ikke passe, at man allerede i level fem eller seks oplever at løbe tør for normale quests. Godt nok er der de såkaldte 'campaign-quests', en længere kæde af sammenhængende missioner, men disse kommer ofte for tidligt og er i overkanten af det level-område, man befinder sig i.
Den skæve balance kræver en del tilvænning, og det er noget, man skal være indstillet på at slås med, hvis man ønsker at spille spillet ordentligt. Navnligt her fra starten af. Dog bærer det måske noget positivt med sig, i og med at man hele tiden er nødt til at søge ud i verden for at finde nye missioner.
At skulle bevæge sig over længere strækninger på gå-ben i en virtuel verden er dog noget, de færreste finder morsomt. Her kan AION's smukke grafik heldigvis hjælpe. Den gør i det mindste, at der ikke er noget kedeligt for øjet.
Alligevel er jeg nervøs for, hvor AION i sidste ende fører hen.
På nuværende tidspunkt er der ingen instances, hvor gruppearbejde kan få lov til at stå sin prøve, og jeg er heller ikke stødt på missioner, som man skal være flere om at klare. Det kommer sandsynligvis hen ad vejen, men det er lidt en svag start, når størstedelen af AION's spillerskaren må forventes at have spillet et andet MMORPG tidligere. Alle disse ting burde for længst være stablet på benene og fungere.
Ncsoft har dog vovet pelsen allerede fra level 10 af ved at give spilleren adgang til at flyve. Du kan fare rundt i det enorme AION-land på dine vinger, både rent kosmetisk og til at løse quests. Der er en god bid gimmick-faktor i flyvningen, men funktionen fungerer helt fint, og den passer selvfølgelig også meget godt sammen med spillets historie om de mægtige Daevas. Hvordan flyvning indgår som taktisk element i quests og instances, skal vise sig i de næste level-områder.
På nuværende tidspunkt virker det som om, at der er lang vej fra AION op til MMO-mastodonten World of Warcraft. Det har tydeligvis heller ikke været tanken hos udviklerne, idet spillet i mit nuværende level-10+-leje begynder at pege hen imod noget helt andet. Noget, som er ambitiøst på en helt anden måde.
Med sin magiske fortælling og sit lidt specielle design vil AION nok få held med at fange fans af manga og anime, men man vil også finde stilen tilpas, hvis man er lidt ligeglad med disse grafikstilarter. Jeg håber, at AION for alvor åbner sig op over de kommende dage med mere ambitiøst gameplay og flere opgaver mellem level 10-20.
Uge 1
En ting, jeg anser som vigtig ved udgivelsen af et MMO, er køberens relation til spillet.
Da World of Warcraft udkom, var der med det samme tusindvis af Blizzard-fans, som fandt det naturligt at prøve spillet. Ligeledes var der Warhammer-fans over hele verden, som strøg over i den nærmeste spilbutik for at købe sidste års Warhammer Online.
Med Aion ser det imidlertid anderledes ud.
Her er det en historie og et univers, som er skrevet specifikt til spillet. Netop derfor kan man godt føle sig lidt forvirret og fremmed, første gang man træder ind i den enorme verden på omkring 7 GB. ’AION’ er navnet på den gud, der i sin tid skabte og styrede landet Atreia. Landet var godt, men sårbart, og derfor skabte Aion Draken-racen, som skulle beskytte Atreia og dets folk.
Dette gik dog ikke helt som planlagt. Draken vendte sig en dag mod Aion og angreb hans land. Forsvaret blev forvaltet af tolv Empyreanske herrer, som blev sat til at beskytte Atreia. Kampen mellem de to sider rasede, og det hele kulminerede med to dødsfald og ødelæggelsen af Det Evige Tårn, Aions fysiske manifestation, der blev sprængt i kølvandet på en mislykket fredsforhandling.
Ved ødelæggelsen blev Atreia opdelt i to dele, der hver havde fem Empyreanske herrer.
Således er baggrundshistorien i Aion, og således er tilstanden og situation, når du første gang træder ind i den magiske verden.
Dit første valg er at vælge side, så du enten slutter dig til Elyos, den lyse og lykkelige del af den separerede verden, eller Asmodians, der har gennemgået meget for at tilpasse sig den mørke og kaotiske del af Atreia.
Når dette valg er truffet, vælger du din MMO-klasse. I første omgang er der ikke mere end fire klasser at vælge mellem, og de er alle hevet ud af det lidt for klassiske MMO-line-ups med Warrior, Scout, Mage og Priest.
Aion kunne allerede her have skuffet stort, men som et interessant nyt aspekt, forgrener hver af de fire klasser sig ud i to nye, som man kan vælge imellem. I eksempelvis Scout’s tilfælde kan du ’videreuddanne’ dig som enten Assassin eller Ranger.
Med denne feature byder spillet reelt set på otte forskellige classes. Det er én klasse mindre end eksempelvis World of Warcrafts udgangsposition, og i starten tænkte jeg derfor, om man ville være i stand til at føle sig unik og brugbar nok. Dette var dog ikke mit første indtryk.
Som så mange andre onlinerollespil er Aion skabt ud fra den klassiske MMO-skabelon, hvor man både skal arbejde sammen i grupper, kæmpe mod hinanden og handle med uendeligt rige købmænd.
Har man spillet et MMORPG før, vil man næppe finde gameplayet i Aion særligt nytænkende eller anderledes end mange andre onlinerollespil. Dog er der et par godbidder og adskillige andre fede features, som dog er lidt svære at få øje på i starten af spillet.
Til at starte med bliver du vanen tro sendt ud på en masse simple quests. I starten af AION er det missioner, som i grove træk beder dig om at slå X antal okser ihjel eller finde Y stykker træ. Det er simpelt, men nemt og indledende, og lige så meget en nødvendighed for at lære sin krigers angreb og færdigheder at kende.
Som en smart måde at hjælpe folk ind i AION-universet og igennem de mere krævende opgaver, er hvert eneste navn (hvad enten det er på mennesker, ting eller steder) oplyst med blåt.
Trykker man på den blå tekst, popper et lille vindue med gode hints og lidt redegørende information. På den måde bliver afstanden mellem spilleren og universet hele tiden formindsket.
Hvad der også hjælper én til at falde til i AION og langsomt finde sin rolle i systemet, er det faktum, at din karakter igennem de første mange levels (og så langt, som jeg pt. er nået) lider af hukommelsestab. Dette gør dig ude af stand til at realisere dig selv og finde ud af, hvem du egentlig er, og hvilken brik du er i det kæmpe puslespil.
Man gennemgår meget i denne søgen efter sandheden, men indtil videre har dette plot mest virket som en kæde af quests, der dog har været suppleret med nogle små cut-scenes og flashbacks.
Jeg har nu spillet AION i én uge og er som udgangspunkt meget optimistisk.
Allerede fra starten af prøver spillet at vise sig som en anderledes oplevelse, bl.a. med kun fire grundklasser og en medrivende historie. Det er dog kun baseret på grundlæggende indtryk af spillet, og mange vil måske kunne nikke genkendende til MMO-spil, der starter godt ud på løbebanen, men som falder ud og halter i mål efter et par timer.
Age of Conan var et eksempel på dette, og sådan kan det sagtens nå at gå for AION i løbet af mine næste uger med spillet. Dog er jeg spændt, og jeg glæder mig til at se den mere avancerede del af AION’s gameplay og univers.
Gruppearbejde, raids og episke PvP-slag venter forude, og der er intet, der holder mig tilbage fra at kaste mig ud i det.
"men som et interessant nyt aspekt, forgrener hver af de fire klasser sig ud i to nye, som man kan vælge imellem."
nyt og nyt, de har bare kørt videre fra samme metode som Lineage2.
Der er også rygter om at de vil lægge nogle flere quests ind i spillet, for os vestere.
Ikke rigtig - I EQ2 var der også kun 4 klasser at vælge i mellem da det blev udgivet. Men i forhold til WoW, er det vel en "anderledes oplevelse".
Har ikke prøvet Aion, og agter heller ikke at gøre - lysten til at spille MMO'er er gået helt i bund efter at have spillet både WoW, WAR og EQ2 gennem tiden :)
-
----Edited by user 13/10-2009 00:27
MW2, HoN
Steam:
ID. Sir_Groendahl (Groendahl)
Syntes personligt spillet er underholdene, men det er kun historien samt måden man flyver på der holder mig spillet.. Kan godt lide at man ikke bare altid kan rejse med vinger, dette ville hurtigt havde lavet en masse smut huller rundt omkring..
Ja for det er fuldstændigt utænkeligt folk enten har valgt en mindre populær server, eller at NCSoft valgte at sætte grænsen højere... Det kan jeg godt se.
Venter på Mortal Online, ægte sandbox mmo!
kan jo ikke undgås at det tager fra NCSofts GuildWars og blander med WoW og gør det til et PvP grinding game med mulighed for at se flot ud.
at der ikke er flere classes at vælge imellem, er jo bare et spørgsmål om tid førend NCS kommer med panik opdateringer for at få flere til at vælge deres side.
-1. At kalde Aion et grind spil er en joke, der er ikke mere grinding end i så mange andre mmos (Her tænker jeg primært på WoW, som også er grind grind grind dag ud og dag ind, gør man ikke har man ikke råd til raids) så at sige Aion=Korean=Grind party... lad nu vær med at være så snæversynet.
-2. Aion har mistet tusinder af spillere og dette kan ses pga nedsat kø :) ja hvad skal man dog sige til det.. ENG server er gået fra 4 til 7 på en md + de har raised pop cap. Læs nu lige hvad der bliver skrevet på uk.aiononline.com før man fyrer sårn noget yapværk af, tak :)
At du kan finde på at sige at Aion IKKE er et grind-spil undrer mig usandsynligt meget. Når der snakkes grind-spil menes der i lvl facen. Fra lvl 30 og op efter svinder antallet af quests ind lvl for lvl, og til sidst er man ude for at man skal grinde 90% af et lvl, uanset om man vil det eller ej.
WoW er et MMO med støttehjul, og derfor bliver man trukket hele vejen op til lvl 80, uden egentlig at arbejde for sagen.
En anden ting jeg ikke forstår er hvordan 1 uges Aion spil, kan føre til så tynd en omgang andmeldelse. Selv med minimal spilletid i løbet af en uge vil det være muligt for enhver at nå lvl 10 og ascension quest osv. Dette burde måske være taget med i andmeldelsen? Men ok, det kan jo også godt være andmelderen ikke har spillet mere end 30 minutter, og derfor kun har nået lvl 7-8 stykker, det ska ik ku siges.
----Edited by user 17/10-2009 07:15
Jo, jeg mener Aion er et grind spil, men det er ikke mere grind end meget andet...(Jeg kan eksemplel vis fortælle da WoW kom ud have de omkring 1/3 af de quests Aion byder ind med... indse det nu i er forkælet, less PIVPIV more PEWPEW peeps det er ikke til at holde ud at høre på).
Yderliger i Aion, hvorfor tror du lige det er at der åbner en masse instances fra lvl 25 + Abyss(du tjener jo xp på PvP)... Det er fordi NCsoft vil have folk til at gå i grupper og føle at de fighter og gør en forskel op mod lvl 50...
Dvs. at man ikke bare sidder asocialt alene, og luller quests.(Som mange gør i eks. WoW)
Det syntes jeg helt ærligt er FEDT, for så bliver du trukket ind i det sociale aspekt af spillet plus du "raider" tidligt...
Så at folk siger at uhh det er fra Østen så det er ikke andet end Final Fantasy/Pokemon og Grind det er unskyld fanme snæversynet...
jeg sidder dagligt og høre på tidliger WoW folk der QQer over Aion.. jamen stop!
Vi gider ikke høre på at i er i shock over, at i ikke bliver båret på vinger gennem spillet af NCsoft!!!
Med andre ord, Jeg har spillet WoW i 6 år (inkl. den lukkede beta.) Jeg stoppede WoW fordi det var bare blevet for forudsigende og let... Jeg spiller Aion fordi det er svære og det er bare flot!
NB. bryder mig generalt ikke om at sammenligne... WoW/Aion er forskellinge spil, som "bare" har samme genre...
----Edited by user 18/10-2009 12:07
[url=http://profile.xfire.com/marcus2630][img]http://miniprofile.xfire.com/bg/sh/type/0/marcus2630.png[/img][/url]
Nej det kan ikke passe, du må altså overse nogle quests.
Jeg er lvl 27 og har hele vejen der til questet og har stadig en proppet quest journal.
Der er en del quests som først bliver tilgængelige et par lvls efter du er nået til quest hubsne + der er en del udenfor questhubsne.
Så hvis du leder lidt efter dem er der nok af dem.
----Edited by user 20/10-2009 12:28
Aion er et flot spil, men det er bare ikke noget for mig. Min største klage om Aion må siges at være char. animationer, og lydeffekter når man slår/angriber/fyrer noget magi af.... det er for irriterende at høre på.
( Husk det her var beta jeg snakker om )
Kan ske jeg vil give det en chance engang hen ad vejen, men desværre tror jeg at Aion ender i glemmebogen for de fleste gamere hurtigere end man tror...
24 er et grinding level 36 er osse og du får en del senere hen. men grinding i det her er rent faktisk utrolig hurtigt dog osse lidt sjovt af og til må jeg indrømme.. grinding skulle muligvis blive fixed i en upcoming patch hvor NCsoft increaser Quest XP med hvor meget ved jeg dog ikke men det skulle være en hel del..
Jeg spillede beta, ved ikke om de har lavet det om :>
Ved så ikke lige hvordan og hvor og med hvem du bedømmer resten. Hvilken server har du valgt? For er ingen kø på Perento lige pt (dk-serveren). Hvilken class har du spillet med (er det din Assassin?) og hva lvl er du nået til ?.
Prøv eventuelt Krall quests i lvl 18-20. Prøv eventuelt Nochsana Training Camp. Prøv eventuelt Elite Areas i Eltnen. Prøv eventuelt Campaign quests fra lvl 28. Og jaa.. Fire Temple..
Syntes det er forkert at dømme spillet ud fra starter områderne og de skills tilgængelige. Så en ret dårlig anmeldelse ifølje mig. Vil give dig ret i at der nogle steder mangler lidt quests, mens jeg f.eks har for mange quests som jeg ikke gider at lave.
Prøv eventuelt også at groupe med folk, så bliver det noget sjovere :)
Man har intet set før man har været i for eks. Pandaemonium som Asmodian. En storby, der får Ironforge og Stormwind tilsammen ligne en landsby.
Aion starter for alvor ved level 25 når man får adgang til Abyss der er krigszonen imellem de to fraktioner. Et ingenmandsland imellem de to verdener, hvor de mægtige Balaur er et lille krydderi i PvP kampene, der på et øjeblik kan udvikle sig til PvPvE.
I the Abyss ligger der flere fort i forskellige levels som Asmodian og Elyos kæmper om at erobre fra Balaur. I disse kampe kan man også tage nogle artifacts som giver buffs til hele ens legion som hjælp i kampen. Når man så får indtaget et fort en en kamp som på vores server for eks. består af 4-5 legioner 50-70 spillere på hver side, så får man belønninger og adgang til en særlig dungeon tilhørende det fort. Senere hen på de højere levels, så kan man kun gennemføre sine quests i disse fort og deres adgang til de større dungeons
Det der også mangler i artiklen er at man IKKE kommer nogen steder ved at spille alene ud over et endeløst "grind" til lvl 50, hvilket til sammenligning kun kan ligne samme hardcoregrind som en jedi i preCU SWG. Man SKAL være en del af en stor aktiv legion (guild) for at man sammen kan løse de store svære quests.
Et side aspekt i Aion er den massive crafting, der mindst er lige så kompliceret som det var/er i Ryzom. Det er ikke før børn som i WoW. Det er dyrt, svært og tager lige så lang tid som det at grinde sin figur op i levels. Til gengæld kan man så, med held, crafte armor, våben, mad, juveler, potions m.m. i en meget bedre kvalitet end det man finder og får på quests.
Der mangler vist også at blive tilføjet at spillet er opdelt i channels som i GuildWars. En række parallelle verdener på nær i visse zoner. Dungeons er kun for den gruppe man er i, PvPzoner er i samme channel for at aktivere spillerne i PvP.
Samt at Aion er multinationalt. Dvs at jeg for eks. har medlemmer fra bl.a. sydafrika, england, sverige, norge, danmark og mange flere lande i min legion på kahrun se wings.enjin.com
At anmelde Aion som en level 20 spiller er som at anmelde en film allerede under titelteksten... you aint seen nothing yet!
Blev super skuffed det første lange stykke tid jeg sad og læste anmeldelsen + comments.
Men efter #23 - 22/10-2009 @ 10:24 : Wumi comment
Er jeg meget optimistisk igen, beder skrevet og meget mere fangende and den aktuelle anmeldelse.
Hvor spiller i henne? Er der en dansk server jeg skal slutte mig til?
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Du kan oprette dig som bruger her