Guild Wars

Min første figur, Idun Black, kommer her til live i Guild Wars.

Kender du denne vidunderlige situation: hugge, hugge, tæve, snitte, slå, banke, (indsæt passende tidsrum her, ofte omkring en halv time) flå, rive, sparke, kaste magi – og så kommer der en vanskabt hobbit farende og slår det sidste, fatale slag på den røde drage, stjæler alle dine XP og items, og spurter væk igen med sine Boots of Insane Speed? Er du træt af det, og mange andre af de problemer, der plager dagens online rollespil? Så er svaret på dine problemer landet, i form af Guild Wars fra NCSoft. Det er på mange måder MMORPG, men ikke ligefrem som vi kender det fra andre spil i genren. Og før I skriger ”noob hax!” og kalder mig den største snegl i verden: ja, denne anmeldelse har været lang tid undervejs. Men til gengæld kan vi så give et mere komplet indtryk af hvordan Guild Wars er kommet afsted fra start.

Det skal være sjovt at spille

Man kan have op til fire figurer i spillet. Jeg har tre: Idun Black - Necromancer/Monk, Sol Black - Elementalist/Mesmer og Totally Dead Meat - PvP only Warrior/Monk

Lad det være sagt med det samme. Jeg er ikke den typiske MMORPG-spiller (så teknisk set kan I måske alligevel kalde mig noob – skæbnen er ond, men uretfærdig). Jeg ønsker ikke at blive overfaldet af naboens søn på 15, der er level 200 og har det største sværd i verden, hver gang jeg går online. Jeg ønsker ikke at mit spil skal være svært at gå til, og at jeg skal slå 5000 kaniner ihjel før jeg kan avancere til level 2. Og jeg ønsker ikke at betale over 100 kr hver måned for at få lov til at spille det spil, jeg lige har betalt for. Nogle ville kalde mig en nærig, dårlig taber. Jeg kalder mig selv en spiller, der ønsker at spille online, og rent faktisk have en god oplevelse med det.

Kort sagt, I finder mig hverken i Azeroth, Vana'diel, Norrath eller en hvilken som helst anden ”traditionel” online rollespilsverden. Men I finder mig i Tyria, landet som danner rammerne for Guild Wars. Der er to overordnede grunde til mit valg. Den første er at Guild Wars ikke koster en eneste krone at spille online. Når spillet er købt, skal man ikke bekymre sig om andet end at prøve at moderere hvor meget tid, man bruger på det. Hvilket kan være svært. Og for det andet er dette ikke et rigtigt MMORPG, men hvad NCSoft kalder et ”CORPG” (Competitive Online Role-Playing Game). Navnet er måske lidt noget pjat, men det dækker over et system, der tager fat på en lang række af de forbehold (og måske endda fordomme?), jeg har over for de klassiske spil i genren. Guild Wars har for mig været en sjov oplevelse hele vejen. Og lad mig, som Einstein sagde da han havde fundet ud af sammenhængen mellem tid og rum (måske ikke lige ordret, men vær nu lidt friske, okay?), forklare hvorfor.

Action Jackson

Lille pige, stor tyr. Ahem...

Guild Wars fungerer meget som Diablo eller Dungeon Siege – man tager på missioner fra nogle centrale byer, slagter monstre, løser quests og får XP, som man kan bygge sin figur op med. Spillet har seks figurklasser: Warrior, Monk, Ranger, Mesmer, Elementalist og Necromancer, og man kan kun spille som menneske. Alle er dual-class, men man begynder med at vælge sin primære class når man skaber sin figur, og kan så få lov at prøve de sekundære via undervisning fra forskellige lærere i begyndelsen af spillet. Det er en smart måde at lave det på, da man så kan finde ud af hvad der fungerer bedst for en, før man vælger endeligt. Der er dog ingen decideret "forkerte" kombinationer. Det handler bare om at udnytte de evner man får.

Når man har skabt sin figur i begyndelsen, og kommer ind i spillet, bliver det pludselig meget tydeligt at der er store forskelle mellem dette spil og fx World of Warcraft. Inde i byen Ascalon, som er den første man kommer til, render en masse spillere rundt og snakker, handler, danser og meget andet. Men bevæger man sig udenfor, vil man ikke finde et øje, andet end computerstyrede figurer. Det er fordi alle missionerne er instanced, dvs. at hver spiller får sin egen version af dem. Det er så muligt at lave hold i byerne, så man sammen kan tage ud og løse missionerne. Instancing løser alle problemer som camping, item hogging, køer ved respawnende boss-monstre osv, og det giver også mulighed for at spillet kan fortælle sin historie mere frit. Tingene foregår jo kun for dig og dit hold, så ting kan sprænges i luften, NPCere kan følge med dig, og figurer kan leve og dø i historien – de skal jo ikke også være der for de næste der kommer på samme måde som i et almindeligt MMO. Det er i øvrigt heller ikke muligt at stjæle items fra dine holdkammerater, da hvert item bliver tildelt til en bestemt spiller når et monster taber det, og alt guld deles ligeligt automatisk.

Asocialitet, nej tak

Yak's Bend, en af de mere livlige byer.

Har man ikke venner i spilverdenen endnu, kan man også få computerstyrede håndlangere med, med at de får en andel af det guld man finder på missionerne. Disse står ved udgangene fra alle byer, og kan hverves når man har brug for dem. De vil dog altid være lavere level end en selv og derfor ikke nær så gode som rigtige spillere, men deres AI er stadig rimelig effektiv, bortset fra healerens – af en eller anden grund får hun altid dræbt sig selv. Men læger er jo heller ikke gode til at kurere sig selv, siger man.

Det er muligt at gennemføre PvE (player versus environment) delen af Guild Wars kun ved brug af disse håndlangere, men det er meget, meget sværere end med rigtige medspillere, og dette er et intelligent designvalg. Guild Wars gør virkelig alt for at det skal betale sig at spille sammen med andre. Og det fungerer. Det eneste rigtige problem med instancing-systemet er bare at hvis en spiller logger af under en mission, skal hele holdet tilbage til en by for at finde en ny, fordi ingen kan slutte sig til et hold, der er ude på en mission. Man kan dog teleportere direkte til alle byer, man har besøgt (meget, meget rar detalje), så det er ikke selve rejsetiden, der er problemet. Det ville bare være rart hvis folk bare kunne slutte sig til når de loggede på, måske med midlertidigt lavere færdigheder, så der ikke gik for meget sport i det. Men vi får se hvad NCSoft finder på.

Her havde jeg ved et uheld fået hele mit hold slået ihjel, fordi mit keyboard ikke virkede og jeg derfor ikke kunne heale, og min vens figur Kimberly måtte forsøge at redde situationen.

Selvom spillet ikke koster noget hver måned, er der stadig et meget dedikeret udviklerteam, der opdaterer spillet ofte, og hele tiden strømliner gameplayet mere. Vi kan give et eksempel fra en af de sidste updates. I Guild Wars kan man altid kommunikere med andre spillere, lige meget hvor i spillet, de befinder sig, og det er en rar ting. Men apropos kommunikation, spillets byer deles automatisk op i forskellige distrikter, afhængig af hvor mange spillere er online. Distrikterne er bare kopier af det samme sted, og man kan vælge hvilket distrikt man er i fra en menu i venstre hjørne.

I starten deltes spillet bare op i amerikanske, europæiske og koreanske distrikter, men det skabte problemer i Europa. Vi taler jo ikke ligefrem det samme sprog overalt her, så at være i Ascalon var lidt som at være i en moderne version af Babelstårnet. Alle snakkede volapyk. Men det rettede NCSoft i en update – pludselig var de europæiske distrikter delt op i tyske, franske, engelske osv. Og spillets updates installerer meget smertefrit – hele oplevelsen er i det hele taget glidende og hurtig. Installer klienten, download i nogle få minutter, og du er i gang.

MAN KAN KUN BLIVE LEVEL 20!

Et strålende billede af min første PvP-sejr i rollen som den ædle kriger Totally Dead Meat

Så, der fik jeg vist jeres opmærksomhed igen (men min redaktør hader mig sikkert nu). Instanced missioner er ikke det eneste, der gør Guild Wars anderledes. Spillet har en level-grænse på 20, for at sikre at alle kan være med, og det er ens dygtighed, og ikke level og udstyr, der bestemmer om man kan konkurrere i PvP (player versus player) delen. Guild Wars er gearet meget mod PvP, men det er på mange måder en helt seperat del af spillet. Man skal dog låse op for skills og items i PvE-delen før man kan bruge dem i PvP, og på denne måde gør spillet det fordelagtigt for spilleren at kæmpe sig igennem den lange kampagne.

I PvE delen kan man finde portaler, der leder til PvP arenaer, hvor man kan kæmpe mod andre spillere. Det er også muligt at skabe en PvP-figur der automatisk er level 20 i starten af spillet, men det kan være en ydmygende oplevelse. PvP-only figurer har nemlig ikke særlig mange skills til rådighed, det er kun garvede PvE-figurer, der har det. I Guild Wars kan man naturligvis danne guilds, og så kan man deltage i turneringer eller udfordre andre guilds til PvP. Den største ære i spillet er turneringerne i Hall of Heroes, hvor enten Amerika, Europa eller Korea hele tiden kæmper for at vinde æren fra hinanden. Man får hele tiden updates om hvem der nu fører, og hvilke spilleres hold, der udfører de store bedrifter.

Giv mig evner

Pirat-øer, tundraer, bjerge, afsvedne krigsområder, jungler, sumpe... man finder det hele i Guild Wars. Og billetten dertil koster væsentlig mindre end en ussel chartertur til Costa del Sol

Men tilbage til level-grænsen. Min første bekymring var at det betød en reduktion i spillets levetid, men det er ikke tilfældet. Efter 50 timers spil er jeg level 16, og selvom det kan gøres hurtigere, er der ingen tvivl om at der er ekstremt meget kød på PvE-delen. Tyria er stort. Meget stort. Første gang, jeg så verdenskortet tænkte jeg at det var en ordentlig omgang, men så fandt jeg ud af at man kunne zoome ud. Kortet var i virkeligheden ti gange så stort som jeg troede. Der gav det lige et sug i maven. Og selv om man er level 20, skal man stadig samle skills. Hver profession har intet mindre end 150 af slagsen til rådighed, og der låses op for dem primært ved at udføre missioner for de rigtige NPCer. Man kan kun have 8 til rådighed ad gangen, og de kan kun ændres når man er i en by eller en hub, så det gælder om at have mange til rådighed, og lære at sætte dem sammen.

Dette er hele hemmeligheden ved Guild Wars. Våben og udstyr betyder ikke når så meget som valget af de rigtige skills, i forhold til ens professioner. Det virker simpelt til at starte med, men efterhånden går det op for en at systemet har næsten bundløse dybder. Så selv om man skulle være level 20 og have samlet alle skills, er der stadig lang vej før man kan mestre denne balancegang i PvP. Og før man ved af det, har man brugt 200 timer på spillet. Sagt med andre ord: det er alle pengene værd. Og man skal huske at der ud over de kontinuerlige gratis opdateringer vil komme seperate udvidelser til spillet, som dog er helt valgfrie, og ikke kommer til at kræves for at kunne spille videre. NCSoft lover at disse kommer med 6-9 måneders mellemrum, og vi vil naturligvis kaste os over dem som savlende sultne slubrende ulve, når den tid kommer.

Er det lutter lagkage?

Mellemsekvenserne er flotte, men lidt livløse.

Der er altid en slange i Paradis, og Guild Wars er da heller ikke uden ulemper. Det største egentlige problem er det jeg nævnte ovenfor med at spillere ikke kan slutte sig til en mission, der er i gang. Det kan i øvrigt ofte være svært at vide i forvejen, hvor længe en mission varer, så nogle gange bliver man selv nødt til at hoppe af midt i det hele, til stor irritation for andre. En tommelfingerregel er dog at de store, kooperative missioner, der fører videre i hovedplottet, er længst. Og selve hovedplottet virker lidt uoverskueligt. De store mellemsekvenser fortæller historien om menneskernes kamp mod ondskaben, hovedsagelig i form af de glubske Charr-bæster meget godt, men resten af historien fortælles i små tekstbokse, som kan være lidt træge at læse. Det gør dog ikke så meget, for man får stadig indtryk af at være en del af en stor, levende verden.

I et desperat forsøg på rollespil står jeg her og taler med mig selv på toppen af Beacon's Perch. "No one hears you" - nok det bedste.

Et andet problem, som langt fra vil gå alle på, er det faktum at næsten ingen faktisk spiller rollespil. Det handler om at løse missioner og smadre monstre, og de fleste spillere tænker kun på items, skills, guld og quests. Som inkarneret pen-and-paper rollespiller har jeg og mine venner udviklet et begreb, der betegner forskellen mellem de to basale spillertyper: rollespillere og rullespillere. Sidstnævnte tænker ikke på meget andet end stats og at rulle med terninger. Og det lader til at være denne type spillere der i overført betydning udgør 95% af befolkningen i Guild Wars. Men det er og bliver jo også et action-RPG, og vil man spille rollespil, kan man jo samle et guild af ligesindede. De findes trods alt.

Tonen i Guild Wars er generelt meget god, og folk er rimelig venlige. Jeg har ofte fået items forærende at totalt fremmede spillere. I PvP-delen er det dog en anden sag, der skal man lige huske sin hjelm med 100% Flaming Resistance før man går i gang. Men sådan er det åbenbart bare når anonyme mennesker spiller mod hinanden på internettet. Jeg må endnu engang referere til Penny-Arcades storslåede teori om internetspil. Regn i øvrigt med at få grusomt bank i starten, når du begynder på PvP. Selvom alle er level 20, så er der i DEN grad forskel på hvor godt folk spiller.

Detaljer, detaljer

Mere fra fotoalbummet - min første mission med min anden kammerats figur, Gaeriel Knightspell.

Guild Wars holder. Det har vi etableret. Men graden af hvor meget det holder mangler stadig. Der er så mange detaljer, der gør oplevelsen bedre, at jeg skulle bruge en halv telefonbog på at remse dem op her. Men lad os tage et par stykker mere her til sidst.

Hvis man dobbeltklikker på en person på ens hold, løber man automatisk hen til vedkommende. Hvis man holder Alt nede, ser man tags for alle personer, monstre og fjender og objekter i nærheden, og når man klikker på et tag, løber man hen til det pågældende mål. Det er muligt at tegne på det lille kort i højre hjørne, så resten af holdet kan se det. Det er muligt at opsætte hele interfacet præcis som man ønsker det. Ved brug af specielle Salvage Kits kan man nedbryde de fleste genstande i spillet til basale dele, som kan bruges til at købe bedre våben og armor – en form for crafting ”light,” hvilket er ganske vanedannende. Man kan finde forskellige typer farver til sin rustning, og dermed få sin helt til at se mere unik ud. Necromancer/Monks kan slå fjender ihjel, genoplive dem som undead Bone Horrors og derefter holde liv i dem med sine healer-evner, muhuhuahahahhahaaa... Okay, det sidste er måske ikke en feature, man finder på de fleste lister, men alligevel. Guild Wars er hvad man gør det til, og så er det i øvrigt hamrende, latterligt smukt.

Spillet kan være tindrende smukt.

Grafikken i spillet er lidt af en åbenbaring på et relativt kraftigt system. Her er alle de nyeste grafikeffekter, og designet er virkelig lækkert. Det samme gælder spillerfigurerene, som næsten alle er overnaturligt smukke, og udstyret med et hav af emote-bevægelser til at udtrykke deres følelser. Guild Wars kører dog også acceptabelt på mindre computerer, og ser stadig flot ud, selv uden de allermest smarte effekter.

Desværre er der lidt små ridser i lakken på selve grafikmotoren – der er lidt flimmer og pop-up hist og pist, og så har figurerne øjensynlig kun et ansigtsudtryk. I mellemsekvenserne åbner de ikke engang munden. Det er synd. Vi er skræmmende tæt på 10-tallet her ellers. Lydmæssigt er tingene dog mere stille og rolige. Musikken er ret god, og effekterne gedigne, men ingen af delene er specielt memorable. Og så kunne NCSoft godt have inkluderet et voice-chat system internt i spillet – bestiller man specialudgaven får man tre måneders abonnement på Speakeasy TeamSpeak med i købet, men ellers står det for egen regning. Det er ikke bydende nødvendigt at have, tekstchat fungerer udmærket, men i PvP er det lidt mere et must.

I’m a believer

...og jeg gentager: spillet kan være tindrende smukt.

Guild Wars tager nok 100+ timer at gennemføre hvis man vil have alle skills, og her taler vi kun hvis man gennemspiller PvE-delen en gang. Men spillet gør meget for at man også skal få noget ud af PvP, og det forlænger levetiden yderligere. At det er så evigt smukt at se på hjælper også på sagerne. Designet er anderledes og ganske intelligent – nogle vil måske ikke bryde sig om instanced missioner på denne måde, men jeg vil bare opfordre skeptikerne til at gøre forsøget. Dette er et virkelig charmerende spil. NCSoft indfrier tydeligvis også løfterne om stor opbaktning af spillet, selvom det ikke koster noget hver måned. Næstefter Resident Evil 4 er dette det bedste spil, jeg har prøvet længe.

Og nu, mine damer og herrer, vil jeg slutte denne roman af, og håbe at vi ses online. Hvis I engang får slag af en guild ved navn Arcana Bellum, så ved I hvem der står bag.